top of page

Få hele historien

Middelalderbyen Sundkøbing på Middeladercentret i Nykøbing Falster
Dør i Sundkøbing, på Middelaldercentret
Middelaldercentret logo

Middelaldercentret - et oplevelsescenter og et forskningscenter

Middelalderakademiet er for dig, der vil gå i dybden og have hele historien om alt det, centret kan byde på. Dig, som vil vide mere om middelalderen, om rekonstruktioner og om eksperimentel arkæologi.

 

Middelaldercentret er udover at være et formidlingscenter, der levendegør middelalderen, i lige så høj grad et eksperimental arkæologisk center, der forsker og formidler inden for middelalderlige emner.

 

Alt, hvad den besøgende ser, hører og oplever på Middelaldercentret, er velundersøgt, og der er belæg for alting lige fra husenes konstruktion, dragternes sømme, værktøjets udseende til heroldens tale på turneringspladsen.

 

Middelaldercentret har gennem tiden gennemført en lang række eksperimenter, som alt sammen er foregået i forskningens hellige navn. Der er blevet forsket i husbyggeri, krigsmaskiner, dykkerdragt, tekstiler, skibe, vinterbeboelse, krudt og meget mere. Nogle projekter er små og fører lidt mere viden med sig, andre er store og kan være med til at ændre vores opfattelse af et område i middelalderen.

​

I de senere år er der især forsket og  eksperimenteret i emner inden for krudt, kanoner og tekstiler.

 

Resultaterne bliver publiceret i rapport eller bogform, som film og som minimum på denne side. Og så kan resultaterne selvfølgelig opleves “live” på Middelaldercentret.

 

Middelaldercentret har selv en række medarbejdere, der foretager forskning og forsøg, men der knyttes også forskere fra andre enheder til forskellige projekter, og Middelaldercentret indgår ofte i store samarbejder på tværs af landegrænser for at opnå det bedst mulige resultat.

Er du interesseret i at foretage et forsøg, så kan du læse mere her om, hvilke krav vi stiller.

Sundkoebing_header03.jpg

Fra 1989
og til nu

I 2016 fejrede Middelaldercentret sit 25. år som institution og attraktion.

Middelaldercentret startede i 1989 i forbindelse med Nykøbing Falsters 700 års jubilæum. Det lokale museum, daværende Museet Falsters Minder, byggede her en rekonstruktion af en middelalderlig kastemaskine, en såkaldt blide. I de tre uger, forsøget varede, besøgte mere end 15.000 mennesker byggepladsen og både bliden og byjubilæet fik overvældende stor omtale i både lokale, landsdækkende og sågar internationale medier.

I løbet af 1990 var der akkumuleret så megen interesse for bliden og den form for praktisk museumsformidling, at museet og den lokale produktionshøjskole udarbejdede et projekt: “Middelalderligt Teknologicenter”. Ideen var, i en periode på to måneder af sommeren 1991, at skabe et museumsprojekt med udgangspunkt i aktiviteterne omkring bliden. 20.000 mennesker besøgte dette museumsprojekt, som i sin lidt beskedne form bestod af en række værksteder, hvor der blev bygget flere middelalderlige kastemaskiner, samt et køkkentelt, hvor der blev solgt en god middelalderpølse.

 

I 1992 fortsatte projektet som en selvejende institution, der blev døbt “Middelaldercentret”.

 

I 1994 kom Arbejdsmarkedets Feriefond ind i billedet og gav et stort beløb. Det betød, at man i 1997 kunne åbne sæsonen med en hel middelalderby, en havn, turneringsbane og en indgangsbygning.

 

I 1996 åbnede Gæstgiveriet “Den Gyldne Svane“, hvor der sereveres mad lavet efter middelalderlige opskrifter.

 

Til sæsonstart i 1997 blev havneområdet (Nokken) indvidet, og den er langsomt blevet udbygget med farver, suder (skomager), grovkøbmand, købmand og senest bryggers.

Købmandshuset stod færdigt i 2006 og bryggerset i 2011.

 

I 2013 åbnede Teknologiparken, igen med velvillig hjælp fra Arbejdsmarkedets Feriefond.

Lige siden den spæde start i 1989 er adskilligt nyt kommet til; nye huse, flere riddere, nye projekter, så der hvert år er spændende nyt at vise.

 

2016 fejrede Middelaldercentret sin 25. sæson, og vi markerede dette med en stor jubilæumsevent i juli måned samt flere temaweekender i løbet af sæsonen. Der blev ligeledes udgivet en jubilæumsbog, som kan købes i museumsbutikken.

 

I juli 2019 åbnede Middelaldercentret en ny attraktion i skoven, Griffenholm. Attraktionen er et unikt undervisningsforløb for skoler, og escape rooms for Middelaldercentrets almindelige besøgende.

I Griffenholm bor professor Julius Abraham Griffenholm. Hans mission er at finde og indsamle viden om middelalderens fabeldyr og overnaturlige væsener.

 

Skoleklasser skal via forskellige gåder finde ud af, hvad der er sket med professoren, der er forsvundet. Det kræver samarbejde, kreativ tænkning og kritisk sans at løse opgaverne.

I escape room forløbene kan familier eller vennegrupper få sig en oplevelse ud over det sædvanlige, når de på tid skal løse en opgave.

Projektet er støttet af Nordeafonden.

bottom of page